DET HANDLER OM LIVET
Klinisk psykolog & organisationspsykolog
— DIT LIV —
Jeg tilbyder psykologfaglige samtaler i mine rare og rolige lokaler i Hellebæk. Jeg er en erfaren psykolog som støtter dig i samtaler om tab, sorg, traumer, akutte kriser, livskriser eller stress. Det kan også være at du står et sted i livet, hvor du skal træffe vigtige, men vanskelige valg.
Jeg tilbyder dig et psykologfagligt refleksionsrum, hvor du kan få både overblik og indblik, nye perspektiver og idéer til hvordan du kan leve livet, som du ønsker det.
— FAMILIELIV —
Familieforløb kan tilrettelægges på mange måder; familiesamtaler hvor alle deltager, eller individuelle samtaler med forældre eller børn og unge. Hvis jeres barn eller familie ikke trives, eller at der er noget i jeres relationer og samspil I gerne vil være klogere på, så finder vi sammen den bedste måde for jer, at arbejde med det på.
Jeg kører også ud til krisecentre, døgninstitutioner og i plejefamilier og har samtaler med forældre, børn, unge og/eller deres professionelle voksne.
— ARBEJDSLIVET —
Jeg arbejder sammen med organisationer, institutioner og virksomheder, primært i det sociale felt. Jeg tilbyder kurser og supervision til medarbejdere og ledergrupper og bistår i både store og små organisationsforandringer.
Jeg tilbyder stressforebyggende gruppetilbud og individuel terapi/forløb til stressramte medarbejdere og ledere.
Jeg tilrettelægger også eksklusive gruppeture for medarbejdere og tilbyder kreativ sparring på nye idéer og/eller forandringsprocesser i organisationen.
.
Kurser, faglige udviklingsforløb og oplæg
Jeg designer faglige forløb, kurser og oplæg efter jeres behov. I en dialogisk undervisningsform, hvor viden målrettes jeres praksis, sikrer vi at jeres faglige event bliver betydningsfuldt og får effekt.
Jeg har undervist i et væld af psykologiske og pædagogiske tematikker. Pt., udvikler jeg kurser og faglige events under overskrifter som:
Mentalisering - i professionel kommunikation
Mentalisering - i behandling
Narrativ teori og metode
Narrative traumebehandling
Belastningspsykologi
Compassion fokuseret terapi/tilgange
Samarbejde i professionelle faggrupper
Tværprofessionelt samarbejde
.
Som svar på tidens problemstillinger...
Stadig flere børn og unge er i mistrivsel og nu begynder stat og kommune at reagere, bl.a. med krav om hurtigere og lettilgængelige screenings- og behandlingstilbud. For at understøtte ambitionen om, at alle børn og unge skal have tidlig og relevant hjælp har jeg udviklet både afklarings- og screeningstilbud der kan etableres i samarbejde med både familier og kommuner. Læs mere her:
Vicki Sieling
— AUTORISERET PSYKOLOG —
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2001, men allerede inden da havde jeg arbejdet i flere år med anbragte børn og deres familier. Gennem årene har jeg arbejdet med de fleste målgrupper i det sociale felt, med både børn, unge og voksne.
Jeg underviser, superviserer og tilrettelægger flerårige uddannelsesprogrammer for professionelle aktører. Og jeg har terapier med både børn og voksne.
Min praksis er særligt formet af narrativ teori og metode, som jeg har krydret med udviklingspsykologiens perspektiver om tilknytning og mentalisering, og sidst med mindfulness og compassion.
Jeg er autoriseret af psykolognævnet, efteruddannet i SE-traumebehandling, har taget en række kurser i MBT og narrativ terapi og supervision - og har en specialistuddannelse i organisationspsykologi og endnu en specialistuddannelse i compassionfokuseret terapi.
Jeg har altid arbejdet med både det kliniske og det organisatoriske, måske fordi jeg betragter de fleste vanskeligheder et menneske kan stå i, som kontekstbetingede.
Jeg holder mig løbende opdateret på ny viden i psykologien - fordi jeg vil sikre kvalitet i alle mine ydelser - men også fordi jeg lever når jeg lærer!